Solhat – Echinacea paradoxa

Oprindelse

Solhat – Echinacea paradoxa er endemisk til de kalk- og dolomitrige prærie- og gladeområder i Ozark-bjergene i Missouri og Arkansas. Arten er unik i slægten som den eneste med klare gule randkroner, hvilket forklarer artsnavnet paradoxa.

Historie

Planten blev først beskrevet omkring år 1900 af den amerikanske botaniker J. B. S. Norton, og dens markante farveafvigelse vakte tidligt opsigt. Allerede i de første årtier af det 20. århundrede indgik den i forædlingsforsøg, der lagde grunden til de moderne, farverige solhatsorter.

Udseende

Echinacea paradoxa danner oprette, ofte ugrenede stængler på 60-90 cm med smalle, lancetformede grundblade. Fra maj til juli udvikler planten 5-7 cm brede blomster med nedadbøjede, citron- til orangegule kronblade omkring en mørk, chokoladebrun kegle. De letduftende blomster er langtidsholdbare, og frøstanden står dekorativt vinteren over.

Sæsonmæssige egenskaber

Blomstringen topper i det tidlige sommerhalvår og kan strække sig ind i juli. I sensommeren modnes de hårde frø, som især guldfinker (stillitser) æder – en god grund til at lade frøstandene stå som både føde og vinterstruktur.

Gavn for insekter

De nektar- og pollenrige blomster tiltrækker et bredt spektrum af bestøvere, blandt andre:

• Honningbi (Apis mellifera)

• Mørk jordhumle (Bombus terrestris)

• Stenhumle (Bombus lapidarius)

• Stor kålsommerfugl (Pieris brassicae)

• Nældens takvinge (Aglais urticae)

Samt en række solitære bier og små dagsommerfugle – en værdifuld art til bestøver-bede og vildengsprojekter.

Særlige egenskaber

Solhatten er tørketolerant, rådyrnægtevillig og kan selvså sig moderat under egnede forhold. Slægten har en lang tradition i nordamerikansk folkemedicin som immunstimulerende urt; i kommerciel produktion anvendes dog primært andre arter, mens E. paradoxa især bidrager genetisk til forædlede prydsorter. I naturen er arten relativt sjælden, hvilket gør dyrkning i haver til et lille, men vigtigt bidrag til biodiversiteten.