Purpursolhat – Echinacea purpurea

Purpursolhat – Echinacea purpurea

Oprindelse

Purpursolhat hører naturligt hjemme på de fugtige og let tørre præriesletter, enge og åbne skovlysninger i det centrale og østlige Nordamerika, især i Ozark-, Mississippi- og Ohio-dalene. Her danner den stabile bestande i veldrænede, næringsrige jorde, hvor den udnytter fuld sol og tåler perioder med sommertørke.

Historie

Arten blev først navngivet Rudbeckia purpurea af Carl von Linné i 1753 og siden overført til slægten Echinacea af Conrad Moench i 1794. Præriefolk som Lakota og Cheyenne anvendte roden mod infektioner, bidsår og forkølelser, hvilket skabte grundlaget for den udbredte europæiske interesse i slutningen af 1700-tallet. I løbet af det 20. århundrede fandt planten fast plads både som prydplante og i naturpræparater, og moderne forædlere har udvidet farvespektret fra dyb purpur til hvid, orange og lime.

Udseende

Planten er en hårdfør staude på 60-120 cm med ru, lancetformede blade. Højsommeren prydes af store enkeltblomster: nedadbøjede, purpur-lilla randkroner omkranser en markant, tornet kegle i varm orange-brun. Den centralt hævede, “piggede” kurv er fyldt med nektar og pollen, mens de stive frøstande står dekorative langt ind i vinteren.

Sæsonmæssige egenskaber

Purpursolhat blomstrer usædvanligt længe fra juni til september og tåler både hede, fugt og periodisk tørke. De næringsrige frø bliver om vinteren en vigtig energikilde for finker og andre småfugle, hvilket forlænger plantens økologiske værdi ud over selve blomstringssæsonen.

Gavnlige insekter

• Humlebier – særligt stenhumle Bombus lapidarius og lys jordhumle Bombus pascuorum trækker nektar dybt fra keglen.

• Honningbi – den vestlige honningbi Apis mellifera ses ofte i store antal på varme formiddage.

• Sommerfugle – både nældens takvinge Aglais urticae og den almindelige kålsommerfugl Pieris brassicae besøger blomsterne for nektar.
  Samlet set fungerer purpursolhat som et pålideligt nektar- og pollensamlebånd for bestøvere gennem hele højsommeren.

Særlige egenskaber

Udover sine veldokumenterede immunstimulerende stoffer (bl.a. cichorinsyre og alkamider) har planten ikonisk status i nordamerikansk prærieflora og figurerer hyppigt i moderne, naturinspirerede beplantninger, hvor den bidrager med struktur, farve og høj biodiversitetsværdi.