Anis – Pimpinella anisum

Hvide skærme, frø der dufter af lakrids, og blomster, som mange nytteinsekter besøger.

Anis (Pimpinella anisum) stammer fra det østlige Middelhavsområde og Vestasien og har været brugt som krydderi og lægeurt siden oldtiden, bl.a. af grækere og romere. I den danske have giver anis både aromatiske frø til køkkenet og flade blomsterskærme, som mange nytteinsekter besøger.

Romerne bagte en krydret kage, mustaceum, med bl.a. anis, som blev spist efter festmåltider.

Planten vokser 40–60 cm høj med en slank, let forgrenet stængel. De nederste blade er rundede og groft takkede, mens de øvre blade er fint fligede. Stænglerne er let rillede og fint behårede. Blomsterne sidder i løse, flade skærme i toppen: talrige bittesmå, hvide blomster, der tilsammen danner en åben, let platform. Efter bestøvning dannes frugterne, to sammenføjede delfrugter med tydelige ribber og en sød lakridsduft, når man knuser dem. Hele planten er aromatisk, men duften koncentreres i de modne frø. Anis er varmekrævende og trives bedst i fuld sol på let, veldrænet jord i en beskyttet, lun plet. Den foretrækker sandet jord og mistrives i tung, kold lerjord.

Sæson og livsform: Etårig. Hele livscyklussen fra frø til frø tager 14–18 uger. Blomstrer i juli–august, og frøene modner fra august til september. Planten kræver en varm, solrig sommer for at modne frøene; i kølige, våde somre kan frøsætningen blive ringe. Lad skærmene stå på planten, til frøene er gulbrune og tørre, inden du høster.

Biværdi og biodiversitet: Anis hører til skærmplantefamilien ligesom koriander, dild og vild gulerod. De flade, åbne blomsterskærme gør nektar og pollen let tilgængeligt, også for insekter med korte munddele. Svirrefluer, snyltehvepse og guldøjer besøger blomsterne; deres larver æder eller angriber bladlus. Små vilde bier og honningbier samler også på skærmene, og biller ses jævnligt. Blomstringen i juli–august følger efter koriander, så de to tilsammen giver skærmblomster over en længere periode.

Brug i haven: Anis passer i køkkenhaven, hvor den både giver krydderi og tiltrækker svirrefluer, hvis larver æder bladlus. Plant den i det varmeste, mest solrige hjørne af haven, gerne op ad en sydvendt mur. I et krydderurtebed passer den sammen med koriander og oregano. I blomsterbedet gør de hvide skærme sig som et let, luftigt mellemlag mellem kraftigere farver; lad dem stå mellem kornblomst og stolt kavaler for et uformelt, engagtigt udtryk.

I køkkenet: Anisfrøene har en varm, sød lakridssmag og bruges i bagværk, brød og kryddersnaps. Rist frøene let på en tør pande for mere aroma. Brug dem hele i rugbrødsdejer og kager, eller knus dem groft over fisk, grøntsager og frugtdesserter. Smagsstoffet anetol giver anissmagen i bl.a. ouzo og pastis; det findes også i stjerneanis, som ofte bruges i stedet. De unge blade er også spiselige og har en mildere anissmag. Høst frøene, når skærmene er gulbrune og tørre. Klip hele skærmene af, læg dem i en papirpose med hovedet nedad, og lad frøene falde af sig selv over et par dage. Opbevar dem tørt og lufttæt.

Lægeplante: Anis har en lang historie i folkemedicinen, bl.a. mod fordøjelsesbesvær og hoste. Anisolie med anetol bruges stadig som smagsstof i hostesaft og pastiller.

Bemærk: Biblomst.dk sælger planten som prydplante og krydderurt. Kontakt fagperson for medicinsk rådgivning.

Såning forår: Sås direkte på voksestedet fra midt i april til maj, når jorden er varm og faren for kraftig nattefrost er ovre. Så i riller 1 cm dybe med 20–25 cm afstand mellem rækkerne. Spirer på 14–21 dage; spiringen er langsom og kan være ujævn. Hold jorden let fugtig, men undgå overvanding. Udtyndes til 15–20 cm afstand. Anis danner en spinkel pælerod og tåler ikke at blive flyttet, så så den, hvor den skal stå.

Forspiring indendørs: Kan forsås i dybe potter fra april ved 18–20 °C. Så to til tre frø pr. potte, og plant ud med hel jordklump efter sidste frost. Undgå at forstyrre roden.

Tip: Anis kræver varme for at modne frøene ordentligt. I Danmark giver et sydvendt bed i læ, fx op ad en mur, et plankeværk eller et hegn, de bedste resultater. På kolde, blæsende pladser kan frøene have svært ved at nå fuld modenhed inden efteråret. Forspiring giver et forspring på to til tre uger.