Rød pæonvalmue – Papaver somniferum (Paeoniflorum-gruppen)

Blomsterne er store og tæt fyldte med blødt krøllede kronblade i en dyb, mættet skarlagenrød til mørk kirsebærrød – meget lig en pæon. Planten bliver 60–100 cm høj med oprette, blågrønne stængler og voksagtigt løv og blomstrer i juni–juli.

Så direkte på voksestedet i april–juni, eller i september–oktober på bar jord, så frøene overvintrer og spirer tidligt næste forår. Bland frøene med sand, drys dem tyndt ud, og tryk dem let fast – dæk dem ikke, de spirer i lys. Se såvejledningen.

Det frarådes. Valmuen har en pælerod, der ikke tåler omplantning, så så direkte, hvor den skal stå. Tynd ud til 20–25 cm afstand, når planterne er store nok. Den trives bedst i fuld sol og næringsrig, veldrænet jord.

Kun i begrænset omfang. De mange kronblade gør det svært for bierne at komme til støvdragerne, og valmuer laver ikke nektar. Humlebier presser sig dog ind, når de kan. Vil du hjælpe bierne, så plant den sammen med nektarplanter som slangehoved, cikorie eller kornblomst.

Klip kapslerne med lang stilk, når de er gråbrune og faste – eller grønne, hvis du vil have et friskere udtryk. Ryst de løse frø ud først, eller bind en papirpose over, så du fanger frø til næste års såning. Hæng dem med hovedet nedad i bundter et tørt, luftigt og skyggefuldt sted i 2–3 uger. De runde kapsler er fine i tørre buketter, kranse og borddekorationer.

Ja, villigt, hvis du lader nogle kapsler modne. Står der andre opiumsvalmuer i nærheden, kan afkommet dog få andre farver og mindre fyldte blomster. Fjern afvigende planter, inden de sætter frø, hvis du vil bevare den røde farve.

Den er giftig: mælkesaften og de grønne plantedele indeholder alkaloider, så spis ikke af planten, og hold øje med små børn og kæledyr. Ved mistanke om forgiftning: ring til Giftlinjen på 82 12 12 12. Den er ikke hjemmehørende i Danmark, men en gammel haveform af opiumsvalmue, der oprindelig stammer fra Middelhavsområdet og Vestasien.