Gul iris – Iris pseudacorus

Sværdformede blade og store gule blomster ved vandkanten – den danske sumps mest iøjnefaldende staude.

Gul iris (Iris pseudacorus) er en dansk vildplante, som vokser i rørsump, langs åer og på våde enge over hele landet. Den kaldes også sværdlilje efter de ranke, ligenervede blade. Artsnavnet pseudacorus betyder ”falsk kalmus” og hentyder til, at bladene uden blomster kan forveksles med kalmus.

Slægtsnavnet Iris er grækernes ord for regnbuen. Blomsten er bygget som en landingsplads: de tre store, nedadbøjede blosterblade bærer mørke saftmærker, der leder humlebien ind mod nektaren i bunden. På vejen ind skal den presse sig forbi støvdrageren, og bestøvningen sker, uden at bien opdager det.

Bladene står grundstillede, kant mod kant, i en solid vifte og bliver op til 90 cm lange. Blomsterstanden er forgrenet, og hver gren bærer store, klart gule blomster, som holder nogle få dage. Efter blomstringen står kraftige, treklappede kapsler tilbage med tunge frø, der flyder – i naturen spredes de med vandet. En krybende jordstængel breder planten ud til alle sider.

Flerårig og langtlevende. Vær opmærksom på, at planten er kraftig og danner tætte bestande med tiden. I et lille bassin er det en fordel at plante den i en kurv og dele bestanden hvert tredje til fjerde år.

Blomsten er stor og kræver kræfter, og derfor er det først og fremmest humlebier, der trænger ind til nektaren. Små bier når sjældent ind, så antallet af bestøvere er begrænset – til gengæld er værdien som levested stor. De tætte bladvifter giver ly til guldsmedelarver, snegle og vandinsekter, og guldsmede bruger stænglerne som udkigspost. En bivenlig plante med et helt økosystem omkring sig.

Plant den ved havedammen, i regnbedet eller i den våde grøftekant, hvor jorden aldrig tørrer helt ud. De lodrette bladvifter giver struktur hele sommeren og står godt op mod bløde skærme – for eksempel nyserøllike, som trives i den samme fugtige bund. Til buketter skæres blomsterne i knop.