Ude i det gamle bed står blåhattens frøstande og rasler i vinden. Blomsterne er væk for længst, men hovederne er der stadig, brune og lidt pjuskede, og hver gang det blæser op fra vest, drysser der frø ned mellem stråene. Der er ingen, der har sat en dato i kalenderen. Planten sår sig selv, når frøene er modne, og det er de nu.
Det er en god ting at holde øje med i september og oktober. For det meste af det, vi kalder efterårssåning, er i virkeligheden bare at gøre det samme som blåhatten: lægge frøene i jorden på det tidspunkt, hvor de alligevel ville være faldet.
Hvorfor naturen sår om efteråret
En stor del af de planter, der hører hjemme i den danske flora, har indbygget en slags lås i frøet. Frøet spirer ikke, bare fordi det er varmt og vådt. Det venter, til det har været igennem en periode med kulde og fugt, og først derefter går det i gang. Det kaldes frøhvile, og den kuldeperiode, der ophæver den, kalder gartnere for koldkimning eller kuldekimning.
Låsen har et formål. Et frø, der falder i september og spirer med det samme, ville stå med et par sarte kimblade, når frosten kommer i november. Et frø, der venter til efter vinteren, spirer i marts og april, hvor det har hele sæsonen foran sig. Naturen har på den måde flyttet såtidspunktet til efteråret og spiretidspunktet til foråret, og det er præcis den rytme, man kan låne.
Der er en skelnen, som de fleste såvejledninger springer over. Der er planter, der kræver kulde for at spire, og der er planter, der blot tåler den. Kornblomst og kornvalmue tåler efteråret glimrende og får et forspring af det, men de spirer også fint uden. Hulkravet kodriver, hvid anemone og liden skjaller er anderledes stillet. Sår man dem i en varm vindueskarm i marts, sker der som regel ingenting. De skal have vinteren først.
Hvad man kan så i september og oktober
Det er nemmest at tænke i tre grupper, fordi de opfører sig forskelligt i jorden.
Markens hårdføre etårige. Det er de gamle kulturledsagere, de planter, der fulgte kornet ind i landet for flere tusind år siden og siden har levet af at sætte frø, før høsten kom. Kornblomst (Centaurea cyanus), kornvalmue (Papaver rhoeas) og klinte (Agrostemma githago) sås i september og oktober og overvintrer som små bladrosetter tæt ved jorden. Til foråret vokser de op med en kraft, forårssåede planter sjældent får, og de blomstrer typisk to til tre uger tidligere. Morgenfrue (Calendula officinalis), kornridderspore og jomfru i det grønne kan sås på samme måde, om end de to sidste helst skal i jorden i september.
Hjemmehørende stauder og toårige. Her er efterårssåning som regel den mest pålidelige vej. Blåhat (Knautia arvensis), hvid okseøje (Leucanthemum vulgare), almindelig knopurt (Centaurea jacea), gul snerre (Galium verum), eng-storkenæb (Geranium pratense), almindelig mjødurt (Filipendula ulmaria) og torskemund (Linaria vulgaris) hører alle til her. Den toårige slangehoved (Echium vulgare) sås også nu og danner en flad roset, der først skyder sin blå stængel op året efter. Fælles for dem er, at de er vant til danske vintre og ikke tager skade af, at frøet ligger i jorden i fem måneder.
Koldkimerne. Hulkravet kodriver (Primula veris) er det klassiske eksempel. Frøet spirer uregelmæssigt og dårligt uden kulde, men sået i oktober og stillet udendørs kommer det pålideligt i april. Almindelig akeleje (Aquilegia vulgaris) og hvid anemone (Anemone nemorosa) opfører sig på samme måde, og anemonen er så følsom, at frøet helst skal sås inden for få uger efter høst. Og så er der liden skjaller (Rhinanthus minor), som fortjener et afsnit for sig.
Liden skjaller: den plante, der kun kan sås om efteråret
Liden skjaller er en etårig halvsnylter. Den spirer om foråret, sætter rødder ned til græssernes rødder og tapper dem for vand og næring, og det er grunden til, at den er så velset på en eng. Hvor skjalleren gror, bliver græsset lavere og tyndere, og der bliver plads til de blomster, som græsset ellers ville have kvalt.
Men skjalleren kan ikke sås om foråret. Frøet mister spireevnen i løbet af vinteren, hvis det opbevares tørt, og det spirer kun efter en lang kuldeperiode i fugtig jord. Så den skal i jorden i september eller oktober, direkte ned i en græsflade, der er slået kort og revet igennem, så frøene har kontakt med mulden. Det er den mest bogstavelige udgave af at så, når naturen sår, for der findes ganske enkelt ikke noget andet tidspunkt.
Hvad man ikke skal så nu
Der er en gruppe sommerblomster, der ser ud, som om de burde kunne det samme, men som falder helt igennem ved efterårssåning. Solsikke, stolt kavaler (Cosmos), honningurt, tallerkensmækker og zinnia stammer fra varmere egne og har ingen frøhvile at tale om. Sår man dem i september, spirer de i løbet af en uge, står med tynde stængler i oktober og dør ved den første nattefrost. De hører til i april og maj, og det er ingen skam at vente.
Stokroser og fingerbøl ligger et sted midt imellem. De tåler efteråret, men når som regel ikke at blive store nok til at overvintre godt, hvis de sås sent, så dem sår vi hellere i forsommeren, hvor de får tid til at bygge en solid roset op.
Sådan gør du
Det praktiske er ikke svært, men timingen betyder mere end om foråret. Målet er, at frøene ligger i jorden, uden at de spirer, før kulden kommer. I september er jorden stadig lun, og især de hårdføre etårige vil spire med det samme og overvintre som småplanter. Det er fint, det er meningen. Koldkimerne og de mere følsomme stauder sår man derimod bedst sidst i oktober, hvor jordtemperaturen er faldet så meget, at frøene bliver liggende til foråret.
Jorden skal være bar og revet fin. Frøene skal ikke dybt ned; en tommelfingerregel er, at frøet dækkes med jord svarende til to gange sin egen størrelse, og for de helt små frø betyder det stort set ingenting. Tryk overfladen let til, så frøene har kontakt med mulden, og lad så være med at gøre mere. Vanding er sjældent nødvendig i oktober.
Har man tung, våd lerjord, er der grund til at overveje det en gang til. På den slags jord kan frøene rådne i løbet af en våd vinter, og der er engsåning oftest bedst i april. På sandjord og let muldjord, som vi har meget af i Nordjylland, er efteråret til gengæld den nemmeste sæson overhovedet.
De ægte koldkimere kan man med fordel så i potter i stedet. Brug en potte med god dræning, så frøene i en blanding af såjord og sand, dæk med et tyndt lag grus mod mos og mus, og stil potten udendørs på nordsiden af huset. Der skal den stå hele vinteren. Frost og tø gør arbejdet, og i april står kimplanterne der, uden at man har rørt en finger.
Lad stauderne så sig selv
Den enkleste form for efterårssåning kræver ingen frøposer. Lader man frøstandene stå på blåhat, knopurt, kongelys, akeleje og hvid okseøje, sår de sig selv i løbet af efteråret. Vil man hjælpe lidt til, kan man gå en tur i bedet med kaffekoppen i den ene hånd og dunke let til frøstandene med den anden, så de drysser ud over den bare jord i nærheden. Det er hele metoden.
Vil man have frøene et andet sted hen, høster man dem, når standen er brun og tør, helst en formiddag uden dug. De sås samme dag eller inden for et par uger, så de får den samme kulde som deres søskende i bedet. Det giver som regel bedre resultat end at gemme frøene tørt til foråret, i hvert fald for de hjemmehørende arter.
To forbehold hører med. Frø samlet i haven af arter som akeleje og fingerbøl bliver sjældent magen til moderplanten, fordi de krydser villigt. Og frø fra det åbne land skal man lade blive, hvor de er. Omkring 70 danske plantearter er fredede, og selv for de almindelige gælder det, at et naturareal har mere brug for sine frø, end haven har. Der er heller ingen grund til at så noget ude i naturen; de arter, der hører til på stedet, kommer selv, hvis man giver dem plads.
Forberedelser til kulden
Meget af det, en have skal have gjort inden vinteren, består i at lade være. De visne stauder er ikke affald. Inde i de hule stængler på kongelys, blåhat og mjødurt overvintrer solitære bier og en lang række andre insekter som æg, larver, pupper eller voksne, og frøstandene er vinterfoder for stillits og grønirisk. Klipper man stauderne ned i oktober, fjerner man både boligen og spisekammeret. Vi klipper først ned i marts, og vi lader det afklippede ligge nogle uger i et hjørne, så det, der bor i det, kan nå at vågne.
Løvet må gerne blive liggende i bedene og under hækken. Det holder på fugten, beskytter fladrodede stauder mod barfrost, giver regnormene noget at arbejde med og fungerer som vinterkvarter for pindsvin, biller og edderkopper. På plænen bør man dog rive det sammen, hvis laget bliver tykt, ellers kvæler det græsset. Læg det i bedene i stedet. En bunke grene og kvas i et uforstyrret hjørne er det bedste pindsvineskjul, man kan lave, og det klogeste sted er væk fra køkkenhaven, så sneglene ikke også flytter ind.
Skal der gøres noget aktivt, er det nu, forårsløgene lægges. Vintergæk, erantis og krokus er noget af det første, de tidlige humlebidronninger finder i marts, og de kan lægges, så længe jorden kan graves. Det er også et godt tidspunkt at dele de stauder, der blomstrede i forsommeren, mens jorden stadig er varm nok til, at de når at slå rod. Det, der blomstrer nu, lader man stå til foråret.
Og så er der ikke mere at gøre, end at gå ud og lytte til blåhatten. Den er allerede i gang.
Lone & Nikolaj
Kommentar