Sød astragel – Astragalus glycyphyllos

Lakrids i skovbrynet – en bredt liggende ærteblomst med gulgrønne klaser og et rodnet, der går dybt.

Sød astragel (Astragalus glycyphyllos) hører til ærteblomstfamilien og vokser vildt i krat, skovbryn og på solvendte skrænter. Den er almindelig øst for Storebælt og noget mere spredt i Nord- og Vestjylland, så i mange haver er den et gensyn med en art, egnen har mistet. Frøene er hårde og runde, og planten er en flerårig staude, der bliver større for hvert år.

Hele planten smager af lakrids. Smagen skyldes glykyrrhizin, det samme stof som findes i den sydeuropæiske lakridsplante – deraf artsnavnet glycyphyllos, ”sødblad”. Slægtsnavnet Astragalus kommer af græsk astragalos, en fodrodsknogle, som man i oldtiden brugte som terning. De store, kantede frø hos en sydeuropæisk slægtning skal have mindet om den slags spillebrikker.

Væksten er bred og læner sig ud til siderne. De kraftige, kantede stængler bliver rødbrune på solsiden, og bladene er uligefinnede med tre til syv par ovale småblade. Fra bladhjørnerne skyder korte, tætte klaser af smalle, gulgrønne blomster frem i juni. Senere sidder brune, glatte bælge tilbage. En dyb pælerod gør planten tørketålende, når den først har fat.

Flerårig staude, der sætter pælerod før den sætter blomst. Regn med bladvækst det første år og blomstring fra andet år.

Ærteblomsten kræver vægt for at åbne sig, og derfor er det humlebier og andre stærke, langtungede bier, der kommer til nektaren. De trykker sig ned på kølen, henter og flyver videre til næste blomst. Som belægplante binder den desuden kvælstof i jorden, så værdien rækker ud over blomstringen – en bivenlig staude, der også gør gavn under jorden.

Giv den plads i skovbrynet, langs et hegn eller på en solvendt skrænt, hvor den må brede sig ud over den bare jord. Den fungerer som lavt bunddække under buske og står godt sammen med blæresmælde og almindelig røllike på den samme magre, kalkrige bund. Undgå fed havejord – der bliver væksten slap.