Så- og pasningsvejledning til californisk valmue, mix – Eschscholzia californica
Californisk valmue er en nøjsom sommerblomst med silkefine blomster i mix af gule, orange, creme, rosa og røde nuancer. Den stammer fra det vestlige Nordamerika og er ikke hjemmehørende i Danmark, hvor den typisk dyrkes som etårig, men kan opføre sig som kortlivet staude og selvsår villigt. Den bliver oftest 20–40 cm høj og blomstrer i danske haver fra juni–sep, hvis den får sol og veldrænet jord.
Såtid og voksested
Så i Danmark i april–maj for sommerblomstring og eventuelt igen i sep–okt til tidlig blomstring året efter. Vælg fuld sol eller let, varm halvskygge; blomsterne åbner sig bedst i direkte sol. Jorden må gerne være mager til middel, sandet eller gruset og altid veldrænet. Planten tåler bred pH fra let sur til let basisk. Riv et bed til fin, jævn såjord, og vand let før såning, så overfladen er fugtig uden at være vandmættet.
Direkte såning (forår/tidlig sommer)
Så i såriller eller små pletter på fugtig jord og dæk kun ganske let. Frøene spirer bedst med lys, så tryk dem blot fast mod overfladen eller dæk med 1–2 mm fint grus/si’et jord. Hold 15–20 cm mellem planterne, hvis du pletsår, eller tynd til det efter fremkomst. Optimal spiretemperatur er 15–20 °C, og spiringen tager normalt 10–21 dage. Vand forsigtigt første gang med en rosenbruser, så frøene ikke skylles væk, og hold derefter jævnt fugtigt, til spirerne står sikkert.
Efterårssåning (hvis relevant)
Efterårsså i sep–okt i et let bearbejdet, veldrænet bed. Så på fugtig såjord og drys 2–3 mm fint grus eller jord over til at holde frø og overflade på plads. Dæk eventuelt med insektnet mod katte og fugle. Efterårssåning virker, fordi vinterens kulde og fugt giver en naturlig kuldestratificering og sikrer tidlig, robust fremkomst i foråret.
Forspiring (hvis relevant)
Forspiring kan lade sig gøre i feb–apr, men planten har pælerod og bryder sig ikke om omplantning. Brug derfor dybe celler, potter eller rootrainers. Så meget øverligt, igen kun med et tyndt lag fint grus eller jord over. Stil ved 15–18 °C til spiring og lyst og køligt efter fremkomst. Prikl kun, når der er 2–3 løvblade, og håndtér rødderne skånsomt. Hærd planterne 7–10 dage før udplantning.
Udplantning og afstand
Udplant først, når risikoen for nattefrost er ovre, typisk i maj. Sæt 15–25 cm mellem planterne og 25–30 cm mellem rækker. Plant i en veldrænet, ikke for næringsrig jord. Høje sorter kan få glæde af diskret støtte i udsatte, blæsende haver, men de fleste mix holder sig lave og kompakte.
Pasning gennem sæsonen
Vand jævnt i etableringsfasen; senere tåler californisk valmue tørke, men blomstrer pænest med lejlighedsvis vanding i længere tørre perioder. Gødning er sjældent nødvendig; et tyndt lag moden kompost om foråret er rigeligt. Fjern løbende visne blomster for længere blomstring. Sørg for god luftcirkulation og undgå overvanding for at forebygge meldug. Snegle håndplukkes eller holdes ude med enkle barrierer, og bladlus kan oftest spules af med en hård vandstråle. Planten er generelt sund og problemfri.
Overvintring (hvis relevant)
Som regel dør planterne ned ved hård frost, men efterårssåede rosetter kan overvintre i milde egne, især i veldrænet grusbed. Et tyndt lag granris eller løst bladdække kan hjælpe i udsatte haver, men det vigtigste er dræn – stående vinterfugt tåles dårligt.
Frøhøst og opbevaring
Frøene modner fra sensommer til efterår i lange kapsler, der bliver tørre og brunlige. Høst, når kapslerne er helt tørre, men inden de sprækker, ved at klippe hele frøstænglen og lade den eftertørre i en papirpose. Ryst frøene fri, sigt let og opbevar tørt, køligt og mørkt. Hjemmehøstede frø fra mix vil variere i farver og former. Levedygtigheden er typisk 3–4 år under gode forhold.
Særligt om stratificering eller lys/mørke
Californisk valmue spirer villigt uden egentlig stratificering, men efterårssåning udendørs giver en naturlig kuldebehandling. Ved forspiring hjælper lys spiringen, så dæk kun minimalt – 0–2 mm er nok.
Sværhedsgrad: 2/7 – spirer let og trives på mager jord; kræver mest sol, dræn og minimal rodforstyrrelse.
Kommentar